Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dokumentation

Det er vigtigt for os at få dokumenteret den pædagogiske hverdag med børnene, så den bliver synlig og tydelig for børn, forældre og andre samarbejdspartnere. Her er der tale om dokumentation på forskellige planer.

Børnedokumentation
Vi synliggør og forlænger oplevelser fra hverdagen for børnene, bl.a. gennem vores "levende vægge" med fotos fra aktuelle begivenheder, på Aula og i deres egen billede-mappe, hvori vi løbende sætter billeder i. Børnene samles ofte om at kigge på væggene og i mapperne og "fortæller" på deres eget kommunikative niveau omkring oplevelsen på billedet. At genopleve oplevelsen og se sig selv i et fællesskab er med til at styrke barnets selvopfattelse, selvfølelse og selvværd.

Forældredokumentation fra hverdagen
Den daglige kontakt imellem børnehave og forældre sker bl.a. når barnet bliver hentet eller igennem barnets kontaktbog (på Aula). Heri fortæller både hjem og børnehave om barnets dag, sindsstemning og eventuelle praktiske oplysninger. Indimellem indsætter vi billeder, så både forældrene og børn kan se, hvad vi har lavet og evt. snakke om dagens oplevelser ud fra disse.

Faglig dokumentation - Statusbeskrivelser og læreplaner
Barnets kontaktpædagog, ergoterapeut og fysioterapeut skriver en statusbeskrivelse en gang om året. Beskrivelsen er bygget op over SMTTE-modellen med elementerne: Sammenhæng, Mål, Tegn, Tiltag og Evaluering.  Denne danner basis for det årlige statusmøde.

Vores individuelle læreplaner for børnene er også bygget op omkring SMTTE-modellen. Til vores målsætningsmøder, finder vi i samarbejde med forældre frem til barnets læringsmål. Det er kontaktpædagogen, fysioterapeuten samt ergoterapeuten der sammen skriver læringsmålene ind i SMTTE-modeller. Her beskriver vi bl.a. hvad vi ønsker at se af tegn hos barnet når læringsmålet er nået samt hvad vi vil gøre af tiltag for at barnet når sit læringsmål. Det er vigtigt for os at få lavet nogle realistiske målbare læringsmål, så barnet har mulighed for at opnå det.

Hjemmebesøg
Det tværfaglige team af kontaktpædagog, fysioterapeut samt ergoterapeut kan inden barnet starter i børnehave eller kort inde i opstarten, komme på besøg i hjemmet. Det gør vi, for at hilse på jeres barn og jer, men også for at få lidt grundlæggende viden og information om barnet inden det starter i børnehaven.