Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Low Arousal-tilgangen

Skrubtudsernes værdiggrundlag tager bl.a. afsæt i  Low Arousal-tilgangen. Low Arousals grundtanke er, at børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det og det er vi voksne, der har ansvaret for barnets adfærd: Vi skal smitte børnene med ro i stedet for at stresse dem med affektudsving og skældud. 

Low Arousal blev oprindeligt udviklet til håndtering af problemskabende adfærd inden for autismespektret. I dag bliver tilgangen også brugt i andre situationer, hvor der kan opstå problemskabende adfærd som f.eks. hos børn med udviklingsforstyrrelser og ADHD.

Det os voksne, der har ansvaret for at skabe nogle rammer, der tager hensyn til barnets udfordringer, og sikrer en tryg, forudsigelig hverdag, der er præget af en positiv relation mellem barn og voksen. Det kræver en grundlæggende viden om barnets udfordringer. Har barnet f.eks. problemer med sanseforstyrrelser, er barnet meget stressfølsomt, er de eksekutive funktioner ikke alderssvarende, så skal der tages specielle hensyn til det. Til trods for vi tager disse hensyn, kan vi ikke undgå konflikter helt, selv om vi tilpasser rammerne omring barnet. Derfor er det vigtigt at have nogle metoder, som kan bruges, når konflikten eskalerer.

Vi voksne skal både regulere vores eget og barnets affektniveau. Det er meget vigtigt, at man ikke går med op i affekt, når barnet bliver frustreret, da affekt smitter. Hvis man hæver stemmen og skælder ud, kan man være ret sikker på, at barnets affektniveau stiger og konflikten optrappes. Vi er derfor opmærksomme på at holde vores egen affektniveau nede, så vi har de bedste forudsætninger for at hjælpe barnet ud af konflikten.

Vi er meget opmærksomme på hvilke krav vi stiller til børnene, og ikke mindst hvordan vi stiller dem. Studier har vist at de fleste konflikter opstår i kravsituationer. Derfor er vi nødt til at kravtilpasse. Her er det vigtigt at understrege, at vi ikke nødvendigvis skal stille lavere krav til børnene, men at vi skal stille dem på en måde, så det bliver lettere for dem at sige ja til vores krav.